imagefp5Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Vildt at synge om andres følelser

Engagement på noder

foto LasseI et pakket frivilligcenter fyldt med intensitet kunne man på Kulturnatten i fredags overvære generalprøven på ’Engagement på noder’, et samarbejdsprojekt mellem Frivilligcenter Hillerød og Klaverfabrikken. 10 sangskrivere spillede deres nyskrevne sange om ti sociale foreninger offentligt for første gang.

Frivilligcentret var i dagens anledning omdannet til en stemningsfuld café. Ideen var at formidle nogle af de historier, der udspiller sig i foreningerne, gennem et enestående møde mellem den sociale og den kunstneriske verden.

Sangskriverne har kun haft cirka en måned til at lære foreningerne at kende og at skrive deres sange, men hvis en enkelt sangskriver har været nervøs for opførelsen, blev den gjort til skamme af publikums reaktion og modtagelse af sangene. Venner og bekendte til sangere og foreninger samt mange forbipasserende gæster i kulturnatten oplevede de gribende og befriende øjeblikke, hvor sangene fik lov at slippe løs og blive en gave til foreningerne.

Sangene havde vidt forskellige udtryk, men fælles for dem alle var et engagement, der for de flestes vedkommende opstod ved mindst et møde med foreningerne, hvor sangernes forhåndskendskab til foreningerne var minimalt. Nysgerrige og engagerede relationer opstod, og de kunstneriske udtryk kom efterfølgende til live.

Flere sangskrivere fortalte som optakt til deres sang, at foreningsrepræsentanterne udtrykkelig havde frabedt sig sange, der udtrykte medlidenhed, og det havde kunstnerne til fulde forstået. I stedet udtrykte sangene medleven, anerkendelse og i flere tilfælde også en god portion humor.

En af sangskriverne var Lasse Aaquist Johansen. Han er 28 år, bor på Amager og arbejder til daglig som elektriker. I ’Engagement på noder’ fik han til opgave at skrive en sang med udgangspunkt i mødet med Ventilen Hillerød, et mødested for ensomme unge.

Han mødtes en onsdag eftermiddag med de frivillige i Ventilen Hillerød og brugte derefter nogle timer sammen med de unge, der kommer på mødestedet. De snakkede sammen, og han spillede nogle af sine sange for dem.

”Jeg fik en masse gode indtryk af stærke folk, der kommer på et sted, hvor der er plads til dem,” fortæller han. ”Det, der gjorde mest indtryk var deres interesse for mig og for hinanden. Det er ikke så normalt ude i offentligheden.”

I sin sang til Ventilen Hillerød ønskede Lasse Aaquist Johansen at beskrive nødvendigheden af steder, hvor unge kan komme hen, få lettet deres hjerte og have nogen at snakke med.  Det var en følelsesladet oplevelse at spille sangen i frivilligcentret, fortæller sangskriveren. ”Det er vildt at have arbejdet så intensivt i en måned på et nummer og så opføre den for de mennesker, hvis følelser man synger om.”

Han har også selv fået noget ud af at deltage i projektet.

”’Engagement på noder’ har været en fantastisk mulighed for at komme ud og møde en anden del af samfundet, end jeg normalt oplever. Det har været en mulighed for at skrive om noget andet end mig selv.”

At mennesker i en social forening mødes med musikere kan give dem nogle specielle oplevelser og skabe interaktion mellem mennesker med forskellige baggrunde.

”Musikken kan åbne verden op og gøre, at mennesker mødes,” afslutter Lasse Aaquist Johansen.

Stine Dahl er 23 år og del af formandsteamet i Ventilen Hillerød. Hun fortæller, at de syntes, projektet lød spændende og derfor gerne ville deltage i det. ”Hvis der kunne blive skrevet noget godt om os, ville det være rigtig fedt.”

Resultatet er de meget begejstrede for: ”Sangen er helt fantastisk. Lasse har simpelthen ramt det så godt. Den er gennemtænkt og velovervejet og rammer lige præcis den ensomhed, mange unge kan sidde med, og hvad Ventilen kan gøre.”

Måden at formidle Ventilens sag på er temmelig forskellig fra de metoder, der normalt tages i brug: ”Det er et helt andet udtryk for vores organisation, der kommer frem. Vi går mest på gaden kommer med facts og statistik. Det er en helt anden måde at se på sin egen organisation på lige pludselig.”

Sangen har også været til opmuntring for de frivillige selv. ”Det har givet lidt ekstra energi til at gå ud og give en skalle mere.”

Se alle sangteksterne og hør nogle af sangene HER.