imagefp5Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Sangskriverne mødte foreningerne

MatchmødeMed sprøde toner fra guitar og klaver præsenterede en række musikere og sangskrivere 22. august sig for første gang for ti af Hillerøds foreninger i frivilligcentret, hvor parterne i ”Engagement på noder” mødtes for lære hinanden at kende og for at tale om, hvordan sangskriverne finder frem til en tekst og melodi, der beskriver deres oplevelse af foreningen. Sangene blev fremført og overleveret til foreningerne ved en forpremiere i frivilligcentret på Kulturnatten i Hillerød 20. september og blev præsenteret endnu en gang ved den store fejring af frivilligheden på Frivillig Fredag.

De primært lokale sangskrivere slog tonen an ved at spille en af deres egne sange og fortalte lidt om sig selv, inden de hver især blev matchet med repræsentanter for en social forening i Hillerød. Her blev der udvekslet erfaringer og aftalte flere møder, der skal inspirere kunstnerne i det videre forløb med at skrive tekst og musik til en særligt udvalgt forening.

Et lydhørt publikum tog godt mod smagsprøverne på sangskrivernes talent. Nogle sangskrivere har erfaring med at skrive sange og optræde, og andre er nybegyndere på feltet for sangskrivning, men for alle er det nyt at få en bunden opgave med at sætte ord og toner til en forening, de måske aldrig har hørt om.

Stemningen var positiv fra alle sider, og der var tydeligt, at sangskriverne både var spændte på og så frem til at udføre opgaven, mens foreningsfolkene med stor entusiasme fortalte om deres sag og deres personlige engagement i foreningsarbejdet.

Projektet Engagement på noder er et samarbejde mellem Frivilligcenter Hillerød, der har fundet frem til ti foreninger, og Klaverfabrikken, som har fundet lige så mange sangskriverhold. Engagement på noder er en del af den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag sidste fredag i september. Den markeredes i Hillerød blandt andet med start på Kulturnatten, hvor sangene afleveredes til foreningerne, og sluttede med en foreningsbasar på Hillerød Bibliotek 27. september, hvor sangene atter serveredes for offentligheden, ligesom årets frivilligpris blev overrakt af borgmester Kirsten Jensen.