imagefp5Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Giv gamle pc'er nyt liv

pc projektGiv os din gamle bærbare pc, så renser vi den, lægger et nyt styresystem på den og sørger for, at den får nyt liv og skaber glæde i hænderne på et ungt menneske eller børnefamilie med flygtningebaggrund i Hillerød.

Sådan lyder opfordringen i et nyt initiativ og samarbejde mellem Sprog- og netværkscafeen i Frivilligcenter Hillerød, revisionsfirmaet Dansk Revision, softwarevirksomheden Saldi.dk  samt IT-cafeen i frivilligcentret..

”Vi er mange private, men også mindre virksomheder og organisationer, der har aflagte pc’er, der står i gemmerne. Derfor opfordrer vi virksomheder til at donere udtjente bærebare pc’er til glæde for nogle af de flygtninge, der nu skal i gang med skole og uddannelse her i Hillerød”, siger Peter Jørgensen fra Dansk Revision.

”Vi sørger for, at alle virksomheder, som donerer én eller flere pc’er, tilbydes total sletning af alle data, alternativt at harddisken destrueres, hvis dette ønskes”, fortsætter Peter Rude, Saldi.dk, der sammen med IT-cafeens folk bidrager til den tekniske del af indsatsen og installering af et nyt styresystem, så pc'en er klar til brug.

I Sprog- og netværkscaféen vil Ulla Maribo sammen med de øvrige frivillige formidle pc’erne til unge og børnefamilier, der pga. manglende økonomi ikke har mulighed for at anskaffe sig en pc.

”Modtagerne er typisk i gang med et integrationsforløb på sprogskolen, praktikforløb, skole eller anden uddannelse og kommer i Sprog og netværkscafeen for at få lektiehjælp og en snak”, fortæller hun.

Er man interesseret i at deltage, kan bærbare pc’er afleveres hos Saldi.dk, Dansk Revision eller i frivilligcentret med en erklæring om, at pc’en er videregivet til projektet. Alle virksomheder er efterfølgende meget velkomne til at gøre opmærksom på deres medvirken i samarbejdet på deres egne hjemmesider.

Initiativet og samarbejdet er skabt i kølvandet af Frivilligbørsen i efteråret 2016, som Frivilligcenter Hillerød stod bag, hvor godt hundrede deltagere udvekslede hjælp, aktiviteter og indgik aftaler om nye ideer og samarbejder.

I forbindelse med projektet er der produceret en folder, der kan downloades HER.

Yderligere information:

Centerleder Anette Nielsen, Fredensvej 12c, tlf. 4821907, e-mail: info@frivilligcenter-hillerod.dk.

Saldi.dk v/Peter Rude, Gefionsvej 13,1, 3400 Hillerød, tlf. 20669860 mail: phr@saldi.dk

Dansk Revision v/Peter Jørgensen, Vølundsvej 6b, 3400 Hillerød tlf: 40154824 mail: paj@danskrevision.dk