imagefp5Kontakt os:

Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Om Kom med!

’Kom med!’ - fællesskaber og bevægelse for ældre i Hillerød

Mange sårbare ældre, der har kroniske lidelser eller oplever stor ensomhed, ville have glæde af at deltage i foreningsbaserede fællesskabsaktiviteter. Udfordringen er, at netop de ældre, der har mest brug for fællesskab og fysisk bevægelse, ofte ikke hører om eksisterende aktiviteter eller ikke kan overskue at tage derhen.

’Kom med!’ er en indsats, hvor Hillerød Kommune, Frivilligcenter Hillerød og lokale frivillige og foreninger samarbejder om at støtte flere ældre i Hillerød til at deltage i sociale og aktive fællesskaber.

Indsatsens første (projekt)fase forløb fra foråret 2014 og over en 2-årig periode. Driftfasen løber fra sommeren 2016 og tre år frem. Kom med! er finansieret af Værdighedspuljen gennem Hillerød Kommune.

Kom med!'s målgruppe er ældre borgere (+60) i Hillerød, der oplever sårbarhed, ensomhed, social isolation eller på anden vis står udenfor fællesskaber - af mange forskellige årsager.

For at nå målgruppen er Kom med!'s indsatser også henvendt frivillige, foreninger og kommunalt sundhedspersonale, der på forskellig vis er i kontakt med målgruppen. Kommunale medarbejdere og frivillige spiller nemlig en central rolle i forhold i at motivere til, at ensomhed og inaktivitet forebygges og mindskes blandt ældre borgere i Hillerød.

Baggrund for projekt ’Kom med!’
Ensomhed mindsker livskvalitet og har fysiske og psykiske konsekvenser:
  • Ældre, der oplever ensomhed, vurderer deres helbred som dårligere og bruger sundhedsvæsenet mere
  • Ældre, der oplever ensomhed, modtager i højere grad hjemmepleje
  • Ensomhed har ligeså stærk indflydelse på dødeligheden som andre risikofaktorer som rygning, alkoholindtag, fysisk inaktivitet og overvægt
  • Knap 5000 danskere over 65 år dør hvert år uden familie eller venner omkring sig

Kom med!'s mål
Det langsigtede formål med ’Kom med!’ er at skabe større fysisk og social livskvalitet blandt ældre borgere ved at støtte dem i at indgå i sociale og aktive fællesskaber. Et centralt omdrejningspunkt for Kom med! er at bygge bro mellem kommunale aktører og Hillerøds foreningsliv. Derfor blev der ved projektstart etableret en udviklingsgruppe bestående af repræsentanter fra foreningsliv og kommunalt sundhedspersonale, der på forskellig vis er i kontakt med ældre borgere i Hillerød. Det var udviklingsgruppens erfaringer og ideer, der dannede grundlag for projektets indsatsområder, som der er blevet og bliver arbejdet videre med.

’Kom meds’! 4 indsatsområder

1) Videndeling, netværksskabelse og samarbejde på tværs
Give kommunale medarbejdere, frivillige og foreninger større kendskab til hinanden og viden om, hvordan de kan trække på og henvise til hinandens ressourcer og tilbud.

2) Formidling af eksisterende aktiviteter for sårbare ældre
Udbrede viden blandt frivillige og frontpersonale om aktiviteter og tilbud henvendt ældre i Hillerød samt kendskab til relevante aktører og samarbejdspartnere på området.

3) Sparring og kompetenceudvikling om ensomhed
Give kommunale medarbejdere, frivillige og foreninger større viden om sårbare/ensomme ældre, samt viden om handlemuligheder og udfordringer ift. at deltage i fællesskaber.

4)
Understøtte udviklingen af nye aktiviteter målrettet sårbare ældre

Etablere konkrete initiativer, hvor frivillige og kommune samarbejder om at give sårbare/ensomme ældre borgere bedre mulighed for at deltage i aktive og sociale fællesskaber.

Fokusområder i 'Kom med!' anden fase

I driftsfasen bliver der arbejdet videre med de aktiviteter, som er igangsat, og derudover vil der særligt være fokus på:

  • At skabe kendskab til og sammenhæng mellem kommunale genoptræningstilbud og aktive fællesskaber i foreninger og lokalsamfund, som kan bidrage positivt til inklusion af sårbare ældre og deres deltagelse i aktiviteter.
  • At styrke muligheder for at også mindre mobile ældre kan deltage i fællesskaber, der styrker både social og fysisk trivsel - her ved oprettelse og understøttelse af gågrupper.
  • Målrettet samarbejde med og støtte til frivillige sociale foreninger i at forebygge ensomhed blandt ældre - herunder workshops om inklusionsarbejde i praksis.
  • Afholdelse af arrangement henvendt til borgere over 65, der lige er blevet pensioneret. Formålet er at præsentere de nye pensionister for forskellige muligheder for at engagere sig som frivillige sammen med andre i lokalområdet samt give viden om relevante tilbud både i frivilligt og kommunalt regi.
  • Videreudvikling og vedligeholdelse af vidensplatform for fortsat at understøtte samarbejdet om det aktive og gode ældreliv i Hillerød Kommune ved at udbrede kendskab til tilbud og aktiviteter. Bl.a. ved videreudvikling og udbredelse af viden via kommedhillerod.dk, Kom med! folderen, nyhedsbreve samt information til borgere som visiteres til den kommunale rehabiliterende indsats "Aktiv i din hverdag".

 

Vil du vide mere?
Du kan læse projektbeskrivelsen for Kom med! her

Evaluering af Kom med! 2014-2016

Kom med! folderen - et overblik over motions- og træningstilbud for ældre i Hillerød

Midtvejsstatus april 2015

Kontakt: Frivilligcenter Hillerød: kommed@frivilligcenter-hillerod.dk.