Veterancafe åbnet

veterancafeåbningVeterancafe Hillerød blev indviet 5. september i Frivilligcenter Hillerød i forbindelse med Flagdagen for Danmarks udsendte - dagen hvor det officielle Danmark, og dermed også Hillerød, siger tak til alle de kvinder og mænd der har været udsendt på missioner for Danmark.

Gert Andersen, formand for Danske Veteraner Nordsjælland og en af initiativtagerne bag, holdt indvielsestalen. Her pointerede han bl.a., at der er sat nogle gode rammer, men nu skal brugerne fremover fylde dem ud og bestemme, hvad der skal ske. Gert Andersen takkede også initiativgruppen bag, der består af frivillige med og uden veteranbaggrund med opbakning fra Hillerød Kommunes veterankoordinator og frivilligcentret. Initiativgruppen brænder for at skabe et samlingssted, som ud over at tilbyde kaffe, også kan hjælpe med at arrangere fællesspisning, foredrag, kajaksejlads, sejlads med sejlbåde i Hundested, udflugter – et frirum og netværk med mulighed for hygge og samvær.

Forud for indvielsen af Veterancafeen var der gudstjeneste i Ullerød Kirke. Deltagerne, som var veteraner og pårørende, samledes efterfølgende til reception i frivilligcentret, hvor borgmester Kirsten Jensen bød velkommen og takkede de knap 400 veteraner, som bor i Hillerød Kommune for deres indsats.

I sin tale gjorde Kirsten Jensen opmærksom på, at der i Hillerød er vedtaget en veteranpolitik, som skal sikre hjælp og støtte til veteraner, når de kommer hjem, og hvis de har brug for det. Der er fokus på vilje, mod, forberedelse og værdier, når soldaterne tager afsted. Men der mangler måske en anden form for fokus på de hjemsendte, der handler om at bruge deres erfaringer, indsigt og kompetencer. At være udsendt giver logistiske færdigheder men også særlige menneskelige færdigheder, som bør italesættes og bruges langt mere – var bl.a. nogle af pointerne i Kirsten Jensens tale.

Netop den tråd greb psykolog Anne Lillelund, der bl.a. har arbejdet som militærpsykolog i Forsvaret, da hun i sit oplæg, pegede på, at der er behov for at se mere nuanceret på de erfaringer og oplevelser, de udsendte kommer hjem med. Herunder være mere opmærksom på en stigmatisering, som en del udsendte oplever, ift. at omgivelserne i dag forventer, at alle udsendte oplever PTSD. Hun opfordrede derfor til, at vi i omgivelserne i højere grad spørger mere neutralt til ”Hvordan har det været” – fremfor at spørge med negative forventninger: ”Var det dog ikke forfærdeligt”?! Da det langt fra er gældende for alle udsendte som vender hjem.

Der var stuvende fyldt i Frivilligcenter Hillerøds café under receptionen – ca. 75 personer var mødt op til taler, mad og hyggeligt samvær.

Veterancafeen holder åben første gang fredag 14. september fra kl. 14 til 18 – efterfølgende hver fredag i ulige uger, i Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12c.

 

 

Tale til Flagdag 2018 og Åbning af veterancafe ved Kirsten Jensen

Kære alle sammen

I dag er jeres dag. I dag viser vi vores påskønnelse af jeres arbejde, udsendelser, jeres bidrag til en mere rolig og stabil verden.

Det er vigtigt at holde fast i begrundelsen for, hvorfor I har været udsendte. Jeg fik sat lidt ord på det billede af nogle af talerne under senator John McCains bisættelse; nemlig at man ikke kæmper for sit land i geografisk forstand [med mindre det er en erobringskrig), men det som ens land står for. Så det er vigtigt når man er sendt ud, at man ved, at det man skal kæmpe for er helt afgørende: en mere rolig og stabil verden, en mere demokratisk verden hvor mennesker kan få lov at leve, uddanne sig, arbejde og realisere deres andre menneskelige drømme.

Det er en stor ting at vide, når man bliver udsendt. At have gode formål i livet er vigtigt, ikke mindst når man risikerer alt ved at tage af sted.

I dag er det igen flagdag. 10. gang på landsplan, 4. gang her i Hillerød.

I Hillerød bor der knap 400 veteraner, og denne dag giver os mulighed for at sige jer alle sammen tak. Tak fordi I har været parate til at gøre det, I har gjort. Tak til dem der har trænet andre til at kunne gøre det, der skulle til. Tak til dem der kyndigt står bi med støtte, når man kommer hjem og har brug for det.

Vi har fokus på vilje, på mod, på forberedelse, på værdier når I tager afsted. Men jeg hørte et klogt menneske sige forleden, at der også kunne være en anden form for fokus på jer, når I kommer hjem igen. Mon ikke vi kunne bruge jeres erfaringer mere, jeres indsigt mere, jeres nye formelle og reelle kompetencer mere? I har trods alt være udsat for at skulle handle og træffe beslutninger i ekstreme situationer og I har udlevet det her med, at få de andre på holdet eller i gruppen sikkert ud og sikkert tilbage igen. Det giver logistiske færdigheder men jo også særlige menneskelige færdigheder.

Om I så har været sendt ud som soldater, politi, læger eller sygeplejersker, så kan det være svært at komme hjem. Hjem til alle os, der måske forstår ordene, I fortæller, men som alligevel ikke for alvor kan forstå, hvad I har stået i. Man står der og er blevet rusket i krop og sjæl, og der hjemme er prisen på smør steget en anelse, vinteren har budt på nye huller i vejen og blokpolitikken fortsætter J Man vender hjem til en hverdag, der på sin egen måde suser afsted, uanset, hvad I har måttet opleve eller se.

Det kan være en barsk omgang at være udsendt. I har måske set ting, man ikke burde se og mange har sikkert oplevelser med jer, I helst havde været foruden. Selv uden det kan det være en barsk omgang at vende hjem! Jeg regner også med, at I har oplevelser med, som I værner om, og som kommer til at betyde noget værdifuldt for jer i årene frem.

Nu kan det være barsk på sin helt egen måde, at være den, der ikke er sendt ud. At være mand/kone, kæreste, barn, forældre, ven/kollega. Dem skylder vi også en tak, som vi kan give i dag. For et godt netværk er altafgørende, både når man tager afsted, mens man er ude og når man kommer hjem. Dem der står de udsendte nær har været i en form for beredskab, de gange I har været ude. I ved det godt. Mange må leve i perioder med savn og uro.

I Hillerød har vi arbejdet med veteranspørgsmålet. Vi har vedtaget en veteranpolitik, som skal sikre, at ingen veteraner kommer hjem og bliver overladt til sig selv. En politik, der skal sikre, at ingen veteran kommer hjem og bliver kastet rundt i et system, man helt sikkert ikke har brug for at blive kastet rundt i. Vi har ansat en veterankoordinator, som har en særlig viden omkring veteraner. Vi tilbyder hjælp i hjemmet, hvis det er nødvendigt i en periode, vi har genoptræningsprogrammer og vi kan støtte op med en beskæftigelsesrettet indsats, for eksempel i forhold til vejledning omkring uddannelse, jobmuligheder, praktik, løntilskud og så videre. I det arbejde har vi også fokus på at inddrage de pårørende og hjælpe, hvis familien har brug for hjælp og støtte.

En veteranpolitik gør det naturligvis ikke alene. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i dag skal indvie veterancafeen. Veterancafeen er et samarbejde mellem Danmarks Veteraner, frivilligcentret og Hillerød Kommune, og det vil formanden for Danmark Veteraner Nordsjælland Gert Andersen fortælle om lidt senere.

At vi nu får en veterancafe, synes jeg er meget glædeligt, så tak til jer, der gør det muligt. Her kan man møde hinanden, og tale med nogen med en lidt dybere forståelse af de, I tænker på. Her kan I få lov at vende alt det gode og alt det svære.

Men kære alle – tidligere udsendte, nye udsendte, familier og venner – tak skal I have.

Og så skal vi til noget helt særligt, før jeg giver ordet videre til Gert Andersen, der vil fortælle mere om veterancafeen.

Jeg skal nemlig uddele en børnemedalje.

Det er Familienetværket, der står bag børnemedaljerne. Med medaljen ønsker Familienetværket at sige TAK og vise anerkendelse til børn der har haft en soldat udsendt – fordi , som Familienetværket siger:

”Med al deres kærlighed har børnene været en stor støtte for soldaterne, både mens de har været udsendt, - og efter de er kommet hjem. Vi ved også at børnene har savnet deres soldat utrolig meget, og at mange har været bange og urolige for om der skulle ske soldaten noget. Med medaljen vil vi gerne sige tusind tak og vise vores respekt for børnene for deres støtte til deres soldat.”

Den veteran, hvis datter skal have medaljen, har haft en stor andel i etableringen af Veterancafeen. Han er i det hele taget en meget aktiv mand, ham Kim Wilborg. Så aktiv, at han slet ikke er hjemme den dag, hvor medaljen egentlig skulle overrækkes, for da skal han til Invictus Games i Australien, som er et idrætsstævne for veteraner, der er vendt hjem fra tjeneste med fysiske eller psykiske skader. Derfor har jeg fået den store ære, at overrække denne medalje i dag til Kim Wilborgs datter - Smilla Wilborg Slatanach. (Foto)kirsten jensen med Smillae

Smilla – jeg ved, at din far er meget stolt af dig og rigtig glad for at du nu får denne medalje som tak for den store støtte, du har været for ham.

Så rigtig hjerteligt tillykke med Familienetværkets børnemedalje.

Før Gert Andersen får ordet og fortæller mere om veterancafeen , skal vi synes endnu en sang – nemlig I Danmark er jeg født.

 

Tale ved Gert Andersen, formand for Danske Veteraner Nordsjælland.

Kære borgmester, byrødder, veteraner, pårørende, gæster, mine damer og herrer.

Kort før kommunevalget i 2017 henvendte jeg mig til Hillerød Kommune og foreslog at vi sammen tog initiativ til en veterancafe. Straks i 2018 fik vi talt om behovet for en veterancafe. Veterankoordinatoren Rolf kom til og Pia, frivillig indenfor kajaksporten, – alle mødtes vi i Frivilligcenteret hos Annette til det første møde. Senere stødte veteranerne Jacob og Kim til og nu er vi her.

”Et frirum og netværk for veteraner og pårørende” under denne overskrift har initiativtagerne til Veterancafe Hillerød valgt, at det skulle være vores udgangspunkt for denne cafe. Det er derfor en stor glæde for os, at vi i dag kan sige goddag til cafeen og til dens brugere – en særlig stor glæde er det, at det foregår på Flagdagen for Danmarks udsendte – dagen hvor det officielle Danmark siger tak til alle de kvinder og mænd der har været udsendt i missioner for Danmark. Det er også dagen hvor vi siger tak til de pårørende, ægtefæller, samlevere, kærester, forældre som er hjemme – ikke at forglemme børnene der utålmodigt går og venter på at deres far eller mor kommer hjem fra arbejdet.

Veterancafeen er for jer, har du lyst til at møde andre veteraner, der har lignende oplevelser som dig? Er der familier der har lyst til at mødes med andre familier med fælles erfaringer – så er Veterancafe Hillerød noget for jer alle sammen.

Hvor veterancafe Hillerød ender henne ved jeg ikke? Der er jer som brugere der bestemmer dette. Vi har sat rammerne for jer. Nu er det brugerne der bestemmer hvad der skal ske fremover. Vi har dog nogle aktiviteter i skuffen som vi kan bruge - for det skal vel ikke være kaffe det hele? Skydning i Jægerspris, kajaksejlads, sejlads med sejlbåde i Hundested, fælles spisning, foredrag og udflugter - møder med andre veterancafeer i Nordsjælland for de forefindes også - i Halsnæs, Gribskov og Egedal Kommuner, og holder til i byerne Frederiksværk, Gilleleje og Stenløse

En særlig tak skal lyde til Rolf Christoffersen Veterankoordinator i Hillerød Kommune for din hjælp med veterancafeen og koordineringen mellem os initiativtagere og kommunen. En stor tak til Annette Nielsen fra frivilligcenter Hillerød for dit værtsskab og dine gode referater så vi alle vidste hvad vi havde aftalt.

Og Pia der kom ud af den blå luft og som syntes, at du skulle gøre noget særligt for veteraner i Hillerød – du har været en stor inspiration for mig og du har udvist en særlig evne og vilje for denne veterancafe selv om du ikke kender nogen veteraner eller har kendskab til forsvaret – tak for din indsats!

Veteranerne Jacob og Kim også tak til jeg for jeres indsats i denne opstartsfase, jeres arbejde ligger i fremtiden, det er jeres cafe sammen med jeres veteran venner her fra Hillerød.

Tak til Hillerød Kommunes borgmester Kirsten Jensen, til den forhenværende borgmester Dorte Meldgaard samt byrødderne for jeres indsats. I afholder flagdag, i har en veteranpolitik, i har en veterankoordinator og nu findes der også en veterancafe i kommunen.   Alt sammen sparket i gang da Torben Ebbesen feltpræst og sognepræst i Ullerød kirke og undertegnede for 3-4 år siden sammen med Hillerød Kommune arrangerede og gennemførte den første flagdag.

initiativtagerneJeg ønsker alle veteraner og frivillige al mulig succes fremover og håber at Veterancafe Hillerød vil blive til gavn og glæde. På initiativtagernes (Foto) vegne ønsker jeg jer alle en fortsat god flagdag og tillykke med veterancafeen.

 

 

FrivilligBørsen 2018
Foreningsvejviser
Trivselsgrupper
Kom med
Kalender
Find Et Frivilligjob Job