Mangfoldighedsprojektet

- giver mulighed for, at mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed kan bringe deres ressourcer i spil.

Her kan du downloade foldere om projektet
FrivilligfolderFor frivillige ForeningsfolderFor foreninger

Projektet handler om at skabe et mangfoldigt foreningsliv, hvor mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed også bidrager aktivt til foreningsfællesskabet med deres ressourcer og personlige engagement.

Erfaringen viser, at personer der er engageret som aktive frivillige oplever at blive inkluderet i socialt fællesskab, hvor man kan udvikle sig personligt og fagligt samt styrke sit netværk, hvilket bidrager til øget livskvalitet.

Den 13. december 2017 var der i Hillerød Posten en artikel om projektet, som du kan læse her. en artikel om projektet, som du kan læse her.

Hvorfor igangsætter vi dette projekt?

Mennesker med fysisk eller psykisk handicap:

For mange betyder det at have et handicap barrierer for deltagelse i sociale fællesskaber gennem foreningslivet. Vi ser, at mange mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed ikke kender til mulighederne for at bidrage aktivt som engagerede frivillige. Ligeledes ser vi, at mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed til tider bliver udsat for fordomme og stigmatisering ift. deres handicap eller sårbarhed. F.eks. kan familie og støtte- kontaktpersoner opfatte dem som hørende til den gruppe, frivilligt arbejde er rettet mod - i stedet for at være en gruppe, der kan bidrage aktivt med at udføre frivilligt arbejde. Dette kan også medvirke til barrierer for aktiv deltagelse og bidragelse til fællesskabet.

Oplever man sig som ressourcesvag og ude af stand til at bidrage til samfundet og fællesskabet, kan følgerne være lavt selvværd, ensomhed og isolation.

Omvendt viser erfaringerne, at ved at engagere sig som frivillig i en forening, så skabes der grundlag for at være noget for andre og at blive del af et fællesskab. Ligeledes kan det give den enkelte en identitet og selvforståelse, der bygger på handling og kompetencer. Der er med andre ord tale om social rehabilitering, der kan skubbe mennesker med handicap videre både med hensyn til personlig udvikling, netværk og livskvalitet.

Foreningerne:

Når der overvejes at inddrage frivillige i foreningerne tænkes der ofte "hvad kan den enkelte frivillige bibringe foreningen af ressourcer? Og hvad kræver det af os som forening at inkludere frivillige, der har et handicap? Vi har ikke mulighed for at tage de største hensyn." Dette kan skabe visse barrierer for deltagelse for mennesker med særlige behov.

Undersøgelser viser også, at der meget ofte skabes homogene og ”lukkede” foreninger, der appellerer til de ressourcestærke, der selv kan finde vej og en plads i fællesskabet. Ved at skabe opmærksomhed på det givende for foreningen ved at inddrage mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed samt ved at skabe mulighed for, at foreningerne kan kigge indad på egen praksis i forhold til inklusion, kan det skabe større mangfoldighed og rummelighed i foreningerne – til fælles udbytte for både mennesker med handicap og foreningerne selv.

 

Hvem deltager i projektet?

Frivilligcenter Hillerød samarbejder med en række lokale handicapforeninger under Danske Handicaporganisationer og patientforeninger. Det sigtes også at inddrage andre foreninger (kulturelle, idræt og sociale) i samarbejdet om at mobilisere og engagere mennesker med handicap.

 

Hvordan?

På workshops og gennem sparring arbejdes der med inklusion – sammen og i egen forening. Vi ser på, hvordan den enkelte forening kan arbejde med inklusion. Fokus er på at se muligheder og bryde med vaner og ”det vi plejer”. Dette kunne f.eks. være at udvikle nye frivillige arbejdsopgaver i foreningen eller tilpasse arbejdsopgaver til de ressourcer, som den frivillige kan byde ind med.

Hensigten er, at I styrker inklusion af flere aktive frivillige ved at invitere passive medlemmer til at spille en aktiv rolle i egen eller andre foreninger.

Mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed, der endnu ikke er tilknyttet foreningslivet, opfordres også til at deltage i projektet.

 

Hvad får foreningerne ud af at deltage i projektet?

Som deltagende forening i mangfoldighedsprojektet får I mulighed for at reflektere over jeres egen foreningskultur og fællesskab. Hvem er I? Hvem mangler i jeres forening? Og hvordan foregår jeres aktiviteter i forhold til også at kunne inkludere mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed?
I får inspiration til at arbejde med inklusion og præsenteres for de mange fordele, der er ved at være
mangfoldigt repræsenteret, såsom:

  • flere perspektiver og vinkler på måder, foreningsarbejdet kan gribes an
  • nedbrydelse af fordomme og opbygning af gensidig forståelse.

Desuden vil I:

  • øge jeres tiltrækningskræft over for nye medlemmer, aktive frivillige og bidragsydere
  • få et større netværk af samarbejdspartnere ved at lære andre foreninger at kende
  • kunne give hinanden sparring og samarbejde om fælles arrangementer og rekruttering

 

Hvad får mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed ud at deltage i projektet?

Mangfoldighedsfilm
Hør, hvad Pernille får ud af at være
en del
af et foreningsfællesskab.
Klik på billedet for at se filmen.

Som deltager i projektet vil du:

  • blive bevidst om dine muligheder og evt. barrierer for aktiv deltagelse i foreningslivet
  • blive afklaret om dine kompetencer i forhold til at arbejde som frivillig
  • få erfaring med frivilligt engagement
  • opleve glæden ved at være en del af fællesskabet
  • gøre dig nye erfaringer og udvikle nye sider af dig selv
  • gøre en forskel for og med andre - og få positive oplevelser

 

Hvad får lokalsamfundet ud af projektet?

Større mangfoldighed i foreningsfællesskaberne vil bidrage til at nedbryde fordomme og skabe gensidig forståelse mellem mennesker lokalt, og det vil give et styrket foreningsliv.

Hillerød vil være en by, der gør ekstra for at personer med handicap eller psykisk sårbarhed er velkomne i foreningslivet.

 

Hvad kræver det af jer som forening?

I har mulighed for at deltage i alle eller nogle af følgende aktiviteter:

  • 3 workshops af ca. 3 timers varighed om inklusion, rekruttering og frivilligjobs
  • 4 forskellige sparrings- og netværksmøder af ca. 2 timers varighed

Det vil være en fordel at arbejde aktivt med den læring, I har gjort jer på de forskellige workshops – så I arbejder videre i egen forening med jeres kultur og tilgange til at øge inklusion.

Specifikt til foreninger for handicappede og psykisk sårbare: I opfordres til at være opsøgende ift. jeres medlemmer og synliggøre fordele ved at være frivillig som f.eks. glæden ved at bruge sig selv og sine kompetencer til gavn for andre.

På sigt kan I bidrage med gode historier og erfaringer fra projektet, så der kan udarbejdes materiale til inspiration for andre.

Hvilke muligheder har du som ny frivillig?

Du får mulighed for at deltage i en workshop à 2-3 timers varighed sammen med andre, der (endnu) ikke er aktive i foreningslivet. Her sætter vi fokus på at se muligheder og bryde med de barrierer, der kan være, når man som handicappet eller psykisk sårbar ønsker at blive en del af foreningslivet.

Ligeledes tilbydes du personlige samtaler og sparring, hvor vi sammen sætter ord på dine kompetencer, ønsker og muligheder i foreningslivet.
Vi vil også spore os ind på et godt match af forening og dig.

Du vil få mulighed for at blive frivillig for en dag i en forening – for at prøve det af og se, om det er noget for dig.

 

Hvor foregår det?

Frivilligcenter Hillerød
Fredensgade 12c
3400 Hillerød

Her vil møderne og de forskellige workshops blive afholdt, men meget af arbejdet vil også komme til at foregå ude i foreningerne. Der er elevator og fuld tilgængelighed for kørestole. Ellers ring, hvis du har brug for en ekstra hånd.

 

Meld dig til her eller få flere oplysninger

Har du lyst til at deltage i projektet eller blot høre mere om det, kan du henvende dig til Centerleder Anette Nielsen på info@frivilligcenter-hillerod.dk elller tlf. 48 24 19 07.

FrivilligBørsen 2018
Foreningsvejviser
Trivselsgrupper
Kom med
Kalender
Find Et Frivilligjob Job