Frivilligcentret set fra en erhvervspraktikants perspektiv

I frivilligcenteret bliver man modtaget med et varmt imødekommende smil. Jeg er så taknemlig for sådan en god modtagelse.

Jeg hedder Ida Casper, jeg er 15 år og går på Grønnevang Skole. Jeg var i erhvervspraktik hos frivilligcenteret fra den 28.-30. marts 2023.

IdaCasper erhvervspraktikant uge12 2023

Hvorfor valgte jeg frivilligcenteret som min praktikplads?
- Jeg valgte frivilligcenteret, fordi der var sat nogle gode rammer op om både de frivillige og de, som møder op for at være med på hold eller grupper. En anden grund til det var, at der var muligheder for kreative og spændende tilbud. Da jeg ledte efter min praktikplads, havde jeg specielt fokus på, at jeg ikke bare skulle stå og kigge på. Det ville jeg ikke kunne lære noget af. Efter min tid hos frivilligcenteret kan jeg helt sikkert tjekke af i boksen, at jeg ikke bare var en tilskuer.

Jeg fandt frivilligcenteret, imens jeg ledte efter en praktikplads, hvor det havde noget med mennesker at gøre. Jeg kan godt lide at snakke og hjælpe mennesker. Så at vælge frivilligcenteret virkede oplagt i mit tilfælde.

Hvad lavede jeg i frivilligcenteret?
- Jeg mødte så mange rare mennesker, som alle brændte for det de lavede. Jeg var også med på nogle af de spændende hold, de tilbyder. Der var seniormotion, kunsthold, kreahold og så snakkede jeg med Eva om trivselsgrupperne og selvhjælp. Udover det var jeg med i de ansatte og frivilliges hverdag som en ekstra hjælpende hånd. Jeg fik et indblik deres rutiner og arbejdsdag.

Når jeg var rundt på de forskellige hold, blev jeg inkluderet og taget godt imod. Mange af de deltagende udviste interesse for mig og mit valg af praktikplads hos frivilligcentret. Det viser det engagement, de får af fællesskabet, der er på holdene. Det skaber nogle trygge rammer for både de ældre, så de kan komme og være der i de to timer, med mere tryghed, og for de børn og unge i trivselsgrupperne. De har specielt brug for den tryghed, for at de kan komme og være sig selv, selv når det er svært.

Fællesskabet som frirum
Fællesskabet skinner som sagt tydeligt igennem på holdene, og det er der utroligt mange som har brug for. Det er et menneskeligt behov at være sammen med andre mennesker. Et eksempel kunne være hvis nu der var en ældre, som havde levet alene i flere år. Personen har måske noget familie at være sammen med en gang imellem. Men jeg tror, det at man har et sted at tage hen og være sammen med enten nogle nye mennesker eller nogle gode venner, kan gøre så meget for ens helbred. Det er især, hvis man har den samme interesse, at det giver et plus for livskvaliteten. At kunne få ens tanker væk fra det dårlige i hverdagen skaber et unikt frirum

Et andet eksempel kunne være et barn, hvis forældre er midt i en skilsmisse. Barnet har måske svært ved at udtrykke sine følelser for forældrene, fordi de bruger alt deres energi på at være sure på hinanden. Måske fungerer familien bare ikke optimalt. Så er det samme frirum så givende, for at barnet kan få sine tanker på noget andet end forældrene. At barnet omgås med andre børn og unge, der lever en ens hverdag. Alle børnene kan få den opmærksomhed, de måske ikke oplever derhjemme. De får mulighed for at få en tid som er gjort nem og let for dem, eller nogle sjove oplevelser.

Jeg har personligt prøvet flere gange før at få den følelse, af at jeg ikke passede ind, eller at jeg havde svært ved at komme ind i fællesskabet, men det var altså ikke på nogen måde tilfældet her. Om jeg bare har en gammel sjæl eller ej, så følte jeg at aldersforskellen ikke betød det store. Måden jeg blev taget imod på var i hvert fald superbehagelig og rar.
Jeg vil huske tilbage og bruge den viden jeg har fået til min uddannelse og fremtidige jobs. Det jeg har lært og vil tage med mig fra den her oplevelse er nogle nye bekendtskaber, viden om frivilligcentret, hvordan de arbejder og fungerer og et minde om et par gode dage og en lærerig praktik. Jeg vil helt sikkert anbefale frivilligcentret til andre som, føler at de mangler et fællesskab at være med i eller har brug for en ny hobby.

Hjælp lokalt
Foreningsvejviser
Socialkompas
Trivselsgrupper
Kom med
Kalender