Trivselsgrupperne inviterer til 10-års jubilæum
I år kan Trivselsgrupperne i Frivilligcenter Hillerød se tilbage på et helt årti med fællesskab og støtte for børn og unge i Hillerød, og det skal fejres torsdag den 22. august klokken 16.00 til 18.00 i Kulturhaven ved frivilligcentret.
Vi håber at se vores tidligere og nuværende deltagere, forældre, frivillige, samarbejdspartnere og andre interesserede til en eftermiddag fyldt med glæde og hyggeligt samvær.
Programmet for fejringen byder på et musikalsk indslag fra Hillerød Musikskole og deres elever, kreative aktiviteter for børn og mulighed for at hygge sig med udendørsspil i Kulturhaven. Derudover vil der være lidt godt at spise og drikke sponsoreret af Ullerøds Pizzeria og Føtex Hillerød.
Frirum for børn
Trivselsgrupperne blev etableret i 2014 med det formål at tilbyde gruppeforløb i et trygt og støttende miljø for børn og unge, der har det svært i forbindelse med fx forældrenes skilsmisse, dødsfald i den nære familie eller at vokse op med søskende med særlige behov. I grupperne oplever børnene et frirum, hvor de kan dele deres tanker og oplevelser med ligesindede.
I alle årene har indsatsen været båret af engagerede frivillige – i regi af Frivilligcenter Hillerød. Nogle frivillige, som koordinator Eva Christensen, der modtog Hillerød Kommunes FrivilligSocial-pris i 2018, og enkelte af trivselsgruppelederne har været med fra starten. Andre er kommet til siden – og der kommer stadig nye frivillige til og gør det muligt at fortsætte indsatsen.
Trivselsgrupperne har over årene udviklet og fornyet deres tilbud, blandt andet ved at udvikle gruppeforløb til forskellige målgrupper og indgå i projekter. Det seneste projekt omfatter et samarbejde mellem Trivselsgrupperne og Hillerødsholmskolen, hvor frivillige trivselsgruppeledere og lærere sammen vil tilbyde trivselsgruppeforløb for skolens elever, for at styrke deres trivsel og selvtillid. Projektet har fået økonomisk støtte af Hillerød Kommune, og det første gruppeforløb på skolen starter i september.