Hvem skal have FrivilligSocialprisen?

For 11. år i træk skal det frivillige sociale arbejde hyldes med en pris. Du kan være med til at bestemme, hvem der skal have den.
FrivilligSocialprisen (tidligere Frivilligprisen) er stiftet af Kultur- og Fritidsudvalget og blev uddelt første gang i 2012, hvor prisen gik til Kirsten Dalgaard fra Hillerød Motionsvenner og Styrk din krop. Siden har Bent Kaufmann fra Røde Kors, Ejner Nielsen fra Grønnegadecenteret, de frivillige i Klub Vest, Ole Hagman fra Sind, Søren Lerche, som blandt andet har lavet fællesspisninger for byens borgere, Eva Christensen, for sit arbejde med trivselsgrupper for børn og unge, Ditte Aagaard og Louise Rønne Green fra Salto, Ibrahim Uthman for sin boligsociale indsats og senest Hillerød Fodbold været de velfortjente vindere af prisen.

Vi håber, at du som engageret borger, foreningsaktiv, medlem, bruger eller frivillig vil være med til at bestemme, hvem der har fortjent prisen i år ved at indstille én eller flere kandidater. Det kan både være enkeltpersoner eller foreninger, der indstilles som modtager af prisen, som består af en gave og et kontant beløb. Formålet med prisen er at påskønne og vise anerkendelse af den frivillige sociale indsats i kommunen. Samtidig skal prisen synliggøre og skabe opmærksomhed omkring det frivillige arbejde og fremme det frivillige sociale engagemement. FrivilligSocialprisen uddeles på Frivillig Fredag den 30. september.

Retningslinjerne for tildeling af FrivilligSocialprisen kan du læse på Hillerød Kommunes hjemmeside, hvor du også finder det skema, du skal udflyde for at indstille kandidater. Fristen for indstilling til FrivilligSocialprisen er fredag den 28. juli 2022.

”Noget af det, der har den allerstørste betydning for at gøre Hillerød Kommune er et godt sted at leve, er de mange fællesskaber, organisationer, foreninger og mennesker, som gør en frivillig indsats til glæde for andre. Det er med til at skabe sammenhængskraft i vores lokalsamfund. Den udveksling mellem mennesker, som den frivillige indsats er, kan bidrage til trivsel og fællesskab og modvirke mistrivsel og ensomhed. FrivilligSocialprisen er symbolsk – men et symbol som er med til at synliggøre den vigtige indsats og vise at vi påskønner den” siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget Søren Lerche.

Hjælp lokalt
Foreningsvejviser
Trivselsgrupper
Kom med
Kalender
Youtube