Biogen Idec gav en håndsrækning
14 medarbejdere fra medicinalvirksomheden Biogen Idec i Hillerød arbejdede 20.september 2013 uden for deres sædvanlige felt på at opfriske og indrette lokaler i Frivilligcenter Hillerød.
Indsatsen foregik som led i den årlige Care Deeply Volunteer Day, som virksomheden afvikler for andet år. En fredag i september kan medarbejderne hive en dag ud af kalenderen for at hellige sig frivilligt arbejde i lokalområdet. Det gjorde knap 30 medarbejdere i Hillerød.
Gruppen, der til dagligt arbejder med produktion eller markedsføring, brugte dagen på at male vægge, sy forhæng og snedkerere en bænk. Der blev også tid til at kreere flotte billeder.
Frivilligcenter Hillerød blev før sommerferien kontaktet af Biogen Idec for at høre, om der var lokale foreninger, der kunne bruge en håndsrækning i løbet af en dag. Frivilligcentret har længe ønsket at gøre lokalerne mere indbydende, så tilbuddet blev modtaget med kyshånd.
Flere af de medarbejdere, der deltog i dette års Care Deeply Volunteer Day, var også med sidste år. Ud over at medarbejderne føler, de yder noget for andre og er med til at forbedre rammerne for det frivillige arbejde med deres indsats, består en stor del af glæden og engagementet i de positive tilbagemeldinger, man får for sin indsats.
Care Deeply Volunteer Day gennemføres samme dag i hele virksomheden. En af sidegevinsterne ved dagen er ifølge Biogen Idec, at en stor del af medarbejderne får øjnene op for de muligheder, en frivillig indsats kan bibringe og måske fortsætter deres engagement som privatpersoner.
Se pressemeddelelse HER.






