Workshop: Få din forening på Facebook
De fleste danskere er på Facebook, og ved at bruge dette sociale medie kan foreninger komme i kontakt med potentielle brugere, frivillige og medlemmer, der ikke ellers ville have haft kendskab til dem. Det kan også styrke fællesskabet og kommunikationen blandt dem, der allerede er aktive i foreningen. Den erfaring danner baggrund for en workshop i Frivilligcenter Hillerød onsdag 30. april 2014 kl. 17-19.
Facebook kan ikke erstatte det øvrige arbejde for at synliggøre foreningslivet, men det giver nogle nye muligheder, og det sætter vi fokus på i en workshop for foreningsledere. Det er ofte en udfordring at nå mennesker, der ikke i forvejen er engagerede, og her kan facebook helt gratis og med en relativt lille indsats gøre en stor forskel,” fortæller projektmedarbejder Dorte Kappelgaard, der vil stå for workshoppen.
På workshoppen får man vejledning i at oprette en side eller en gruppe. Deltagerne får hjælp til at blive skarpe på, hvad formålet skal være, og hvordan de så skal bruge siden eller gruppen i praksis.
Der bliver undervisning om, hvordan Facebook ’virker’ i forhold til at sprede kendskabet til foreningen, og hvordan man opretter og vedligeholder en facebookside eller -gruppe. Der gives inspiration til, hvad man kan lægge på facebookvæggen, og hvordan man får andre til at være med til at sprede relevant viden. Deltagerne får også vejledning i at skelne mellem de forskellige muligheder for tilgængelighed og interaktion, der er på sider, grupper og begivenheder.
Der bliver muligt at sidde og arbejde ved sin egen computer og oprette eller udvikle foreningens facebookside eller -gruppe undervejs. Frivilligcentret giver individuel sparring til deltagerne undervejs.
Der serveres en let sandwich undervejs. Det er gratis for medlemsforeninger at deltage, for andre koster det 100 kr. Der er begrænsede deltagerpladser.
Yderligere information kan fås hos projektmedarbejder Dorte Kappelgaard dk@frivilligcenter-hillerod.dk.
Tilmelding skal ske med angivelse af navn og forening til epost@frivilligcenter-hillerod.dk senest 27. april.






