Sindets Dag fejres i SIND-huset
SIND Nordsjælland, Jobcaféen og Jobcenter Hillerød arrangerer fredag 10. oktober 2014 fra kl. 13.30 SINDETS DAG. Det sker i SIND-huset, Milnersvej 13B i Hillerød.
Her vil Sektionsleder for Ungeteamet, Rikke Nyegaard Olesen fortælle om Jobcentrets anvendelse af ressourceforløb til unge borgere med psykiske problemer for at de unge opnår en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun vil desuden orientere om skånejob og andre tiltag for borgere, der har fået tilkendt førtidspension.
Emilie Scheibel vil fortælle om ”UngtilUng.com” - et nyt Website til unge med problemer. Der vil bl.a. blive vist nogle af de små spændende film, der er produceret af og med de unge frivillige i projektet.
Sara Wondie fra Frivilligcenter Hillerød vil orientere om tilbuddet ”Motionsvenner for psykisk sårbare”. Har man problemer med at komme i gang med fysisk aktivitet, kan man få en motionsven eller selv blive motionsven for et menneske med en psykisk sårbarhed.
SIND byder på gratis pølse- og ostebord samt kaffe og te. Øl, vin og vand kan købes til rimelige priser. Der vil også være musikalsk underholdning.
Alle er velkomne.






