Handicap i valgkampen
Handicap udgjorde ikke noget stort emne i valgkampen, men emnet betyder meget for en stor gruppe danskere. Ifølge Danske Handicaporganisationer lever cirka ti procent af befolkningen med et handicap, og på den baggrund havde Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Hillerød inviteret til valgmøde i frivilligcentret.
Kandidater for otte af partierne havde taget i mod indbydelsen til debatten, der især kom til at dreje sig inklusion i folkeskolen og handicappedes muligheder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Som udgangspunkt mente de fleste politikere, at inklusion i folkeskolen var positiv, men det måtte ikke blive en spare øvelse eller et eksperiment.
Flere af de omkring 45 fremmødte fortalte om nogle af de store udfordringer, de og deres børn står med i forhold til at kunne rummes i folkeskolen. Budskabet her var en oplevelse af, at ikke alle børn kan inkluderes, men at man i langt højere grad bør se på det enkelte barns behov, hvilket i øvrigt også ofte viser sig at være den billigste løsning på den lange bane.
Alle kandidaterne udtrykte velvilje over for, at flere handicappede kommer i arbejde. Midlerne kunne være tilskud, skattelettelser eller pres på arbejdsgiverne. Den positive holdning fra kandidaternes side blev udfordret af formanden for Dansk Blindesamfund i Nordsjælland, Jørgen Eckmann, der henviste til en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, som viser, at 80 procent af arbejdsgiverne ikke ville ansætte handicappede i deres virksomheder.
Dansk Folkepartis Lucas Hultgren forklarede, at hans parti havde fremlagt en helhedsplan, der vil forbedre vilkårene for handicappede. Han erkendte, at planen ville blive dyr, men partiet var villig til at betale prisen. Fra den modsatte ende af det politiske spektrum fortalte Sarah Glerup, at Enhedslisten kort før valget blev udskrevet, har udarbejdet en handicappolitik, endda også i en udgave med blindskrift, samt udformet materialer i formater direkte henvendt til mennesker med læse- og forståelsesvanskeligheder. Den havde ingen medier dog omtalt.
Spørgelysten var stor, og trods stram styring og afmålt taletid til kandidaterne nåede panelet ikke at få svaret på alle de spørgsmål, som Danske Handicaporganisationer havde stillet på forhånd.
Danske Handicaporganisationer består af 33 foreninger, der samler 320.000 medlemmer inden for handicaptyperne fysisk handicap, psykisk handicap og kommunikationshandicap.
(2015)






