Alzheimerforeningens Lokalforening har fået en bestyrelse
Onsdag aften den 22. marts 2017 samledes omkring 25 mennesker med interesse for demens i Frivilligcenter Hillerød for at holde stiftende generalforsamling for Lokalforening Hillerød under Alzheimerforeningen.
Seks personer stillede op og blev valgt: Lis Bendsen, Alice Jensen, Jytte Mathiasen, Jens Olesen, Lillian Engelhardt Kristiansen og Edith Hansen. Allan Zenth blev valgt til revisor. Bestyrelsen fordeler bestyrelsesposterne imellem sig ved deres første møde den 26. april.
Foreningsarbejde har været i gang siden 2016
Fire af bestyrelsesmedlemmerne var fra en initiativgruppe, som har været i gang i Hillerød siden juni 2016. Initiativgruppen har siden starten været medlem af Frivilligcenter Hillerød og har blandt andet deltaget i Kulturnat Hillerød, Kom med projektet og Sunddag Hillerød.
I september deltog initiativet i Alzheimerforeningens Landsindsamling og Huskedag. Den 23. februar 2017 arrangerede de foredraget "Rejsen til Månen" i Grønnegadecentret, hvor der var 150 deltagere.
Bestyrelsen har mange ideer til nye aktiviteter
Den nyvalgte bestyrelse vil arbejde for at søsætte og koordinere flere aktiviteter på demensområdet og være talerør for demensramte og deres pårørende i Hillerød.
Edith Hansen fra initiativgruppen nævnte forskellige tiltag, som bestyrelsen kan sætte i gang: demenscafe, motion/gymnastik, foredragsarrangementer samt deltagelse i Alzheimerforeningens landsdækkende aktiviteter. Desuden fortsættes samarbejdet med kommunens demensteam, Demensalliancen og Frivilligcenter Hillerød.
Alzheimerforeningens Lokalforening Hillerød har cirka 130 medlemmer.






