Team Rotary glædede foreninger
Onsdag den 13. december 2017 glædede Team Rotary Hillerød flere lokale foreninger i Hillerød, da Christian IV Rotaryklub ved en lille reception i frivilligcentret afslørede, hvem der i år er blevet tildelt midler fra Team Rotary Hillerød Puljen.
”Det er dejligt at være med til at læse jeres ansøgninger og om alle de gode ting, I gør”, indledte Rotaryklubbens præsident, Flemming Kjærgaard. Derefter overrakte han og Peter Jørgensen, der er en af stifterne af Team Rotary Hillerød, checks til de taknemmelige modtagere efter tur.
Blandt modtagerne var Mødrehjælpen Hillerød, der fik 10.000 kr. til deres projekt ”Den rullende kagemand”, som hjælper mindrebemidlede familier med at holde børnefødselsdage. Derudover blev der også tildelt midler til bland andre Østfestivalen, Forældreforeningen ”Vi har mistet et barn”, Spejderne fra Kong Hardeknud Trop, Klub Vest Hillerød, og Hillerød Kvindekrisecenter. I alt fik 19 foreninger tildelt midler fra puljen.
Team Rotary Hillerød Puljen har til formål at støtte lokale sociale foreningers og gruppers arbejde og virke for udsatte børn, voksne og ældre primært i Hillerød Kommune. Midlerne er samlet gennem sponsorstøtte til Team Rotary Hillerøds ryttere og medhjælpere, der i juli cyklede fra Hillerød til Paris i forud for Tour de France. Cykelholdet kører turen til Paris igen i sommeren 2018.
Pengene fra puljen fordeles af et udvalg bestående af repræsentanter fra både Hillerød Chr. IV Rotaryklub og Frivilligcenter Hillerød.
Team Rotary Hillerød blev dannet i 2013 af Hillerød Chr. IV Rotaryklub. I 2014 cyklede holdet for første gang turen til Paris og indsamlede dengang ca. 210.000 kroner. I 2015 blev der indsamlet omkring 256.000 kroner, og i 2016 blev der indsamlet 300.000 kr.






