Hillerød går med på March mod ensomhed
2000 km gennem det meste af Danmark er på programmet fra 7. august til 13. oktober, når Patrick Cakirli for sjette gang gennemfører March mod Ensomhed for at sætte fokus på ensomhed – og samle penge ind til Livslinjen.
Ruten går gennem Hillerød søndag den 13. august, hvor alle – unge som ældre, foreninger og fællesskaber såvel som enkeltpersoner - opfordres til at støtte op om kampen mod ensomhed ved at gå med på hele eller en del af etapen fra Hillerød til Helsingør. Turen starter ved Hillerød Rådhus, hvor marchen sendes afsted med en sang kl. 8.00 på den 29 km lange gåtur til Helsingør Rådhus.
Et symbol på vigtigheden af fællesskab
Konceptet for March mod Ensomhed er ganske enkelt, at Patrick kun må gå, når han har følgeskab - ellers skal han stå stille. Dermed bliver marchen symbol på vigtigheden af fællesskab, sammenhængskraft og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Så med andre ord: Patrick har brug for følgeskabet og hjælp fra så mange Hillerød-borgere som muligt på sin vej mod Helsingør.
Patrick udfører March mod Ensomhed for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som i år støtter Livslinjen - en civilsamfundsorganisation, der forebygger selvmord og selvmordsforsøg gennem telefon-, chat- og mailrådgivning.
”Jeg har haft en hård og turbulent opvækst på skiftende opholdssteder og i en plejefamilie. Jeg har i mange år kæmpet med ensomhedsfølelsen, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste: Det estimeres at 600.000 mennesker i Danmark hvert år føler sig svært ensomme, og det synes jeg ikke er okay. Derfor inviterer jeg Danmark med ud på en uforpligtende gåtur, hvor vi sammen kan skabe opmærksomhed på problemet” udtaler Patrick Cakirli
Følg March mod Ensomhed på Facebook
Du kan følge Patrick og marchen på March mod Ensomhed's Facebook-side, hvor man også kan tilmelde sig begivenheder for de enkelte etaper af marchen landet over.
Hillerød Kommune og Frivilligcenter Hillerød støtter op om March mod Ensomhed og samarbejdet med Patrick. Marchen gennemføres desuden i samarbejde med 60 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, Tæl Skridt, Livslinjen og Middelfart Sparekasse.
FAQ:
- Se marchens rute gennem Danmark her.
- Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.
- Tilmelding foregår på March mod Ensomheds Facebook-side.
- Det er muligt at støtte Ensomhed Danmarks Landsindsamling via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).






