Referat af frivilligcentrets medlemsmøde

Billede1I forbindelse med generalforsamlingen den 20. august, holdt vi et kort medlemsmøde og fortalte om efterårets aktiviteter.

Du kan se slides fra medlemsmødet her.

Herunder er en kort opsummering af medlemsmødet: 

Portalen "Hjælp lokalt" - i efteråret vil vi gerne fokusere på foreningsportrætter, som kan skabe synlighed om lokale foreninger og grupper - og samtidig oprette relevante frivilligjobs i portalen, så interesserede kan se, hvordan man kan komme med i fælleskaberne.

Hjælp til onlinemøder – frivilligcentret har øvet sig i onlinemøder i det sidste ½ år. Og vi hjælper gerne med at arrangere online møder for foreninger. Kontakt os for at lave en aftale.

10 i 20-møder har ændret koncept til mini-medlemsmøder, hvor vi inviterer 10 foreninger til hvert møde med én repræsentant fra hver forening. Ønsker flere at deltage, kan de deltage online. Formålet med møderne er at skabe endnu mere samarbejde med frivilligcentret og mellem foreninger.
Vi er i gang med at sende invitationer til møderne - de vil komme løbende, så hold øje med jeres mails.

Ud i Livet – nyt projekt i frivilligcentret i samarbejde med DGI Nordsjælland, Hillerød Fodbold, CUS og Hillerød Kommune. I projektet tilbydes en håndsrækning til mennesker med psykisk sårbarhed ind i fællesskaber. Gry Høeg Nielsen er ansat som koordinator for projektet.

Safe Space – Nyt projekt i samarbejde med Hans Knudsen Instituttet (HKI), der udbyder særligt tilrettelagt undervisningsforløb (STU) for unge med særlige behov. Projektet omfatter 30-40 elever fra HKI med autisme, som godt kan bruge en hånd til at komme ind i fællesskaberne. Ny medarbejder er ansat og starter 2. september.

Kom med! – der er to nye projekter: Mandeholdet, der starter tre nye hold op i efteråret, og Dronningernes Nordsjælland, som inviterer til kultur- og naturoplevelser for kvinder i fire nordsjællandske kommuner.

Frivillig Fredag - i frivilligcentret har vi besluttet at aflyse den sædvanlige fejring af Frivillig Fredag. Vi plejer at markere den nationale fejring af frivilligheden og de frivillige den sidste fredag i september med et større arrangement, men vi ønsker ikke at risikere at sprede smitte med corona-virus. I stedet arbejder vi sammen med Hillerød Kommune på at lave en online begivenhed i forbindelse med uddelingen af årets FrivilligSocialpris.

Corona retningslinjer - vi arbejder på at udarbejde retningslinjer for, hvad vi gør, hvis der opstår smitte med Corona-virus i frivilligcentret eller de foreninger/grupper, der bruger lokaler og faciliteter. Vi sender retningslinjerne ud snarest muligt.

Vi sender jævnligt nyt om vores projekter og aktiviteter i frivilligcentrets nyhedsbreve - hold øje med jeres indbakker.

Hjælp lokalt
Foreningsvejviser
Trivselsgrupper
Kom med
Kalender
Youtube