Mamma Mia starter 7. februar
Den internationale mødregruppe Mamma Mia begynder en ny sæson 7. februar 2017 kl. 11.15-14.00.
Værtinderne Lilly og Rawaa samt bedstemor Liz har sammensat et spændende program for de deltagende mødre og glæder sig til at skabe rammer om hygge og samvær gennem de næste måneder.
På programmet er der bl.a. besøg på børnebiblioteket på Hillerød Bibliotek, besøg af jordemoder Ditte Aagaard, sundhedsplejerske Helle Brabrand, og Merete Andersen kommer og viser, hvordan man kan give babymassage. Det foreløbige program bliver præsenteret på den første samling, men kan allerede nu ses på Mamma Mias facebookside.
På den første samling vil der være en introduktion til mødregruppen – som vi gerne vil understrege er åben både for etnisk danske mødre og mødre med anden etnisk baggrund end dansk, men vi taler dansk sammen.
Mamma Mia værtinderne er selv mødre
Rawaa Alboraki er værtinde i Mamma Mia for anden gang. Hun er fra Syrien og har et par tvillingedøtre fra 2009. Lilly Mathisen er værtinde for første gang i Mamma Mia. Hun er oprindeligt fra Norge og har en datter på 4 år. Lige nu kan du også møde Lilly i frivilligcentret, hvor hun er i virksomhedspraktik. Ud over de to værtinder står 'bedstemor' Liz Bjørndal også klar.
Du kan læse meget mere om Mammamia på vores hjemmeside.






