FrivilligBørsen 2018
Torsdag d. 27. september 2018 holdt vi en aktiv, velbesøgt og spændende FrivilligBørs i Truckhallen. De 170 deltagere fra 60 forskellige foreninger og frivillige grupper, kommunale institutioner, lokale virksomheder og uddannelser indgik mere end 100 aftaler på de to timer, børsen var åben.
Efter børsen var der hyggelig torsdagsbar og uddeling af dette års FrivilligSocialpris, som gik til Eva Christensen. Eva er koordinator for trivselsgrupperne i Frivilligcenter Hillerød.
Pressemeddelelser
- "Kom og vær med, når Hillerød bytter på FrivilligBørs 2018 - det koster ikke en krone..."
- "Mulighederne stod i kø"
Oplev - eller genoplev - stemningen, menneskerne og aktivteten fra FrivilligBørsen 2018.
Vi havde både fotograf og kameramand med ved FrivilligBørsen, og det har resulteret i nogle gode billeder - som du kan se længere nede på siden - og i en video, der har fanget stemningen fra dagen.
Derfor kan du nu (gen)opleve FrivilligBørsen ved at klikke her - eller ved at klikke på billedet.
Klik på billederne for at se dem i en større version.
Arrangører
Frivilligcenter Hillerød arrangerede FrivilligBørsen 2018 i samarbejde med C4, det lokale erhvervsliv, DGI, HSI, Hillerød Kommune, Klaverfabrikken og Professionshøjskolen UCC i Hillerød.
FrivilligBørsen 2018 blev støttet af Tuborgfondet, Nordea-fonden og Konica Minolta
Information
Hvis du vil vide mere om arrangementet, kan du kontakte Frivilligcenter Hillerød på telefon 48 24 19 07.
Om FrivilligBørs
En FrivilligBørs er et sjovt og anderledes netværkskoncept, hvor deltagerne bytter "varer" i form af viden, aktiviteter og ressourcer.
Fx kan man hjælpe hinanden med praktiske eller administrative opgaver. Man kan give eller få oplevelser eller foredrag. Man kan samarbejde om nye projekter eller større arrangementer. Man kan give eller få overskydende materialer eller låne hinandens lokaler. Man kan give hinanden synlighed. Eller man kan deles om ressourcer og kompetencer fx indenfor rådgivning.
Man kan ikke give eller få penge - alle tilbud og ønsker skal være gratis. Man kan heller ikke forvente at komme hjem med nye frivillige.
Alle deltagernes tilbud og ønsker samles i et temaopdelt børskatalog, der udsendes inden FrivilligBørsen. På FrivilligBørsen bliver katalogets temaer til en række temaborde, som deltagerne bevæger sig rundt imellem, mødes med andre deltagere og laver aftaler. Når to eller flere deltagere har lavet en aftale, udfyldes et aftaleskema. Hvert temabord har desuden en mægler tilknyttet, der hjælper parterne med at finde hinanden.